Som så ofte før, var jeg i dag i gang med en personalefotografering til en virksomhed.
Modellen i dag var den nye salgschef, som også har ansvaret for den videre udvikling af virksomheden efter finanskrisen.
Ligesom jeg skulle til at trykke på knappen til billede nr. 19, siger han ”hvad er dine bevæggrunde og tanker når du fotograferer mennesker”
Dyb stilhed i en 7 til 8 sekunder. Det spørgsmål har jeg fået før, men det er lang tide siden.
Det satte nogle tanker i gang og et forsøg på at sætte ord på det jeg gør pr. refleks.
Selvfølgelig er der altid en aftalt linie, som bliver fulgt både til virksomheder og private.
Men det vil jeg se bort fra i det næste.
Jeg syntes det er meget vigtigt at der er liv, glød og nærværd i et portræt. De ord kan så tolkes forskelligt, alt efter hvad billedet skal bruges til. En bedemand har et andet behov end en virksomhedsleder i underholdningsbranchen eller en privat som skal bruge et billede til mor eller kæresten.
Noget af det vigtigste er ikke et stort kamera, men en god stemning. På et godt portræt er man inde og røre ved noget meget personligt. Der er jo en grund til at enkelte religioner ikke bryder sig om at blive fotograferet. De føler man tager deres sjæl. Det kan man så smile af, men på en måde forstår jeg det godt. Man siger også at øjnene er sjælens spejl. Store ord, men med de ord nærmer vi os det jeg arbejder mest med ved et portræt, nemlig øjnene. Jeg fokuserer og komponerer altid mine billeder efter øjnene. Prøver at finde det rette øjeblik hvor stemning og udtryk går op i en højere enhed. Smil o.s.v. er også vigtigt, men egentligt ikke det vigtigste ved et billede, medmindre det er børn.
Ved et portræt med et stort smil, ser man smilet. Ved et alvorligt portræt ser man øjnene og udtrykket i dem. Prøv at tænke på det berømte maleri af Mona Lisa. Hun har ikke det store grin på, men øjnene er levende.
Log ind
Abonner på RSS feed